Lederen er fundet til det nye Unge- og Kulturhus

Det bliver Mathilde Hansen, der bliver leder af det nye Unge- og Kulturhus i Grindsted. Hun kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Aarhus Kommune og har en uddannelse i oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet, og hendes erhvervserfaring kredser sig om mennesker og kultur.

Da huset er helt nyt, vil Mathildes opgaver i starten i høj grad være at få input fra de unge, foreningerne og institutionerne. Hun kommer til at stå i spidsen for at opbygge det nye samlingssted for unge i Billund Kommune, hvor hun blandt andet skal sparre med brugerne og skabe løsninger sammen med dem. Det bliver også Mathildes opgave at finde ud af, hvilke kulturtilbud der skal være for borgerne.

– Jeg glæder mig enormt meget til, at vi sammen skal få Unge- og Kulturhuset skudt i gang. Det er et ambitiøst og spændende projekt, hvor spirende kulturskabere kan prøve kræfter af. Jeg er spændt på, hvad vi finder på med og for hinanden, siger Mathilde Hansen, der bor i Aarhus.

Billund Kommune er hjemsted for Børnenes Hovedstad, og det indebærer, at kommunen lader sig inspirere af børns legende tilgang i sine projekter.

– Det betyder for eksempel, at det er ekstra vigtigt for os at inddrage borgerne og være eksperimenterende. Her passer Mathildes erfaring med både samskabelse, kulturelle arrangementer og pædagogik enormt godt ind. For vi vil skabe et hus med og for brugerne af huset, siger Områdechef for Kultur og Fritid i Billund Kommune, Rasmus Kaufmann.

Brugerne af huset er så småt begyndt at flytte ind, og aktiviteterne starter lige så stille op i takt med at huset bliver indrettet. Det blev markeret med en lille indvielse fredag den 5. november for inviterede gæster. Til foråret holder huset en stor åbningsfest, hvor alle er velkomne. Efter festen åbner huset fuldt for offentligheden.