LEGO Fonden inviterede tidligere i år nytænkende organisationer til at søge fondens største donationspulje nogensinde i anledning af LEGO-brandets 90-års fødselsdag.
Nu er de fem modtagere udvalgt blandt mere end 600 ansøgninger og de kan se frem til at få del i hele 900 mio kroner til at finansiere af innovative projekter med fokus på at fremme børns udvikling i den tidlige barndom.
Donationen understreger LEGO Fondens engagement i det nu 90 år gamle LEGO-brand og den fælles mission om at bringe læring gennem leg til børn i hele verden.
– I forbindelse med LEGO-brandets 90-års fødselsdag har LEGO Fonden forpligtet sig overfor verdens yngste børn. Vi vil bidrage til at skabe en verden, hvor børn trives. ”Build a World of Play” er designet til at gøre netop det ved at finansiere innovative projekter, der skaber en reel forskel for børnenes udvikling i den tidlige barndom, fortæller Thomas Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand for LEGO Fonden.
– Jeg er overbevist om, at leg kan være med til at fremme læring og udvikling for børn i hele verden, adressere globale udfordringer, og transformere tilgangen til læring, så den bliver mere inkluderende. Stort tillykke til de fem modtagere, der alle har vist, at de kan skabe innovative løsninger. Vi ser frem til at samarbejde med dem som langsigtede partnere og sammen investere i børnenes fremtid, lyder det videre fra Thomas Kirk Kristiansen.
Alle fem projekter vil fremme børns trivsel i den tidlige barndom og støtte op om primære omsorgspersoner gennem kulturelt tilpassede initiativer.
– LEGO Fondens valg af de fem modtagere signalerer en langsigtet investering i de yngste børn. Inklusion er fundamentet på tværs af projekterne, der alle arbejder for at nå nogle af de mest marginaliserede børn og lokalsamfund i verden og bidrage med at skabe rammerne for, at alle børn får mulighed for at lære, lege og trives i de vigtige tidlige år af livet, siger Thomas Kirk Kristiansen.
De fem partnere og modtagere af den største donation i LEGOs historie er:
- Akili Family: Lokalforankret legebaseret læring for familier og lokalsamfund: Ubongo International vil understøtte hjemmeundervisning og skabe læring gennem leg for børn og deres omsorgspersoner ved at udvikle og skalere Akili Family, som er pædagogiske underholdningsprogrammer til tv, radio og digitale platforme på lokale afrikanske sprog.
- GogoPlay: Læring gennem leg for børn i landdistrikter i Sydafrika: Organisationen IRD Global vil opbygge netværk, som skal arbejde med børns udvikling i den tidlige barndom i Sydafrika. Projektets formål er at bruge leg til at højne børnenes trivsel ved at arbejde med især bedstemødre (gogos), som ofte er de primære voksne i de mindste børns hverdag.
- Kulturelt initiativ for børn af oprindelige folk i Amerika : Johns Hopkins Center for Indigenous Health og deres partnere over hele verden vil øge trivslen for børn af oprindelige folk og deres familier ved at udvikle og skalere kulturorienteret hjemmeundervisning og skabe legepladser, hvor flere generationer kan lege sammen.
- REAL Fathers: Opskalering og udvikling af positivt forældreskab : Impact and Innovations Development Centre og deres partnere i Uganda vil styrke børns udvikling i den tidlige barndom ved at arbejde med positive faderskabsnormer i samfundet og motivere til ikke-voldelige tilgange til børneopdragelse.
- Styrkede lege-muligheder for handicappede børn : Clinton Health Access Initiative vil give handicappede børn bedre muligheder for at lege og trives i den tidlige barndom gennem fællesskabsorienterede offentlige programmer.