LEGO kaster millioner ind i universitetsuddannelser i Vejle

Vejle bliver næste hjemsted for Syddansk Universitet næste campus, som kommer til at tage imod de første studerende i 2026. Og det er med LEGO-millioner i ryggen at SDU Vejle realiseres.

Ifølge en pressemeddelelse fra SDU indgår LEGO Koncernen med hovedsæde i Billund som den første blandt flere forventede virksomheder et samarbejde med SDU om opbygningen af et stærkt forsknings- og uddannelsesmiljø i Vejle i form af finansiering af centrene for henholdsvis de Tekniske og Naturvidenskabelige fakulteter.

Centerlederne ansættes som såkaldte ”LEGO Chairs”, hvilket refererer til det konkrete samarbejde og udveksling imellem LEGO Koncernen som virksomhed og undervisningen såvel som forskningen på centrene. Udover finansieringen fra LEGO Koncernen er der også dialoger med andre virksomheder om støtte.

– Vi sætter stor pris på vores nye samarbejde med SDU om etableringen af IT-uddannelser på universitetsniveau i Vejle. Vi har taget store skridt mod at blive en mere digital organisation og er i dag tre gange så mange digitale eksperter som for tre år siden. Samarbejdet med SDU vil bringe os tættere på nye digitale talenter i fremtiden. Samtidig kan vi dele vores digitale erfaringer og ambitioner og dermed bidrage til SDUs høje faglige niveau, siger Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen.

Det vides ikke, hvor mange penge Lego har skudt i det nye universitet, men SDU-rektor, Jens Ringsmose, fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at man har fået tilsagn fra forskellige partnere om et “meget pænt trecifret millionbeløb”.

SDU Vejle skal være et centralt samlingspunkt for forskning og uddannelse, der tiltrækker både nationale og internationale forskere og studerende. Den nye campus vil tilbyde flere efterspurgte engelsksprogede uddannelser inden for digitalisering, softwareudvikling og kunstig intelligens, AI.