Når LEGOLAND den 19. marts slår dørene op til sæson 2016, er det med intet mindre end verdensnyheden NINJAGO World på plakaten.
Til at markere indvielsen af det mere end 5000 m2 store ninjaområde vil Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og hustruen Prinsesse Marie være til stede som æresgæster i de officielle festligheder i forbindelse med selve indvielsen.
Siden efteråret 2015 har LEGOLAND arbejdet på højtryk for, at NINJAGO World skulle stå klar til åbningen af parken den 19. marts. Om ganske få dage er de sidste LEGO–klodser placeret i det nye område, og parken ser nu frem til en festlig indvielse, hvor det er en stor ære at kunne afsløre, at D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie deltager i de officielle festligheder, hvor de samtidig bliver de første gæster til at prøve verdensnyheden, NINJAGO The Ride.
Vi er rigtig godt tilfredse med den måde, vi har fået levendegjort det fantastiske LEGO NINJAGO univers på. Og når vi samtidig kan gøre det med NINJAGO The Ride, som er den første af sin slags i verden, er vi ekstra spændte. Derfor er det også en stor glæde, at selve indvielsen bliver helt speciel med kongeligt besøg, siger Christian Woller, direktør i LEGOLAND.
Selve indvielsen af NINJAGO World vil foregå med ægte ninjastemning kl. 10.45, hvor også parkens gæster er inviteret til at kigge med.
Læs evt også: Bliv lidt klogere på LEGOLANDs NINJAGO nyhed