Når portene til LEGOLAND slås op igen næste forår, så vil det være med otte nye LEGO-attraktioner – og 10 millioner klodser mere i parken. For det er ikke tivoliseringen, som rutsjebaner og vilde karruseller, der står i højsædet med næste års nyheder. Det er i stedet den gode gamle LEGO-klods, der kommer mere frem i spotlightet.
Direktør Christian Woller kunne i dag løfte sløret for otte nye byggeattraktioner næste år – to af dem er allerede lanceret i år med Monstervæggen og Rebuild The World-lokalet, hvor der er indrettet flere byggestationer, hvor gæsterne kan bygge lige hvad de vil og derefter sætte kreationen på en stor klode midt i lokalet.
De mange nye LEGO byggeattraktioner kommer til at fordele sig over hele parken. Eksempelvis bliver indianerlejren lavet om til LEGOREDO River, hvor gæsterne kan bygge deres egne både og sejle om kap på floden. Minibådene der efterhånden har mere end 50 år på bagen trænger til en renovering, og det kommer nu:
– Men vi gør det i respekt for historien og tilfører samtidig en række nye store modeller ved minibådene, der byder på flere af verdens flotteste bygningsværker, siger Christian Woller.
Dertil kommer LEGOLAND Gallery, hvor gæsternes kreativitet kommer i fokus og hvor LEGO fans fra hele verden kan vise deres kreationer, og samtidig kommer der også et nyt stort byggeområde ved Atlantis, hvor The Great LEGO Reef, hvor gæsterne får følelsen af at være kommet under havets overflade med masser af LEGO klodser og byggeborde, hvor de kan bygge alt fra blæksprutter til badeænder.
De mange nye attraktioner og LEGO klodser kan opleves i LEGOLAND fra den 2. april 2022.