Lokal hjælp til børn og unge med en autisme- eller ADHD-diagnose

Med dagens indvielse og åbent hus har Behandlingsskolerne officielt indtaget Billund. Skolen, der har til huse i det gamle fritidshjem og senere børnehave i boligblokkene på Kærvej, har fået navnet Chrysalis Skolen.
– Jeg synes det er et meget sigende navn, for Chrysalis er et andet navn for sommerfuglelarvens puppe. Og her forsøger vi at få eleverne ud af deres puppe og videre ud i livet som sommerfugle, siger skolens leder, Bettina Ziegler.
Sammen med skolechef i Billund Kommune, Morten Kirk, plantede hun i forbindelse med den officielle åbning i dag, et sommerfugletræ foran skolen.
Chrysalis skolen er et tilbud rettet mod børn og unge i autismespektret og med diagnosen ADHD. Her er der afsat én voksen for hver to børn, og lige nu er der 13 børn fra hele Billund kommune på skolen. Aldersmæssigt spænder de fra 3. – 9. årgang.