Den talentfulde racerkører, 16-årige Frederik Vesti fra Filskov, fortsætter sit tyske F4 eventyr, hvor han slap i 2017 – hos det hollandske top team Van Amersfoort Racing.
Formel4-serien regnes som en af de stærkeste juniorkategorier på vejen mod det ultimative mål – F1.
– At jeg har valgt endnu et år i den tyske F4-serie skyldes, at jeg sidste år kom sent fra start uden forberedelse til sæsonen, fordi jeg ikke kunne finde de fornødne penge i god tid forud for sæsonen. Min far måtte vælge at sælge sin gård for at få det til at lykkes lige inden sæsonstart. Det satte mig bagud på den vigtige forberedelse – nemlig de mange tests. I år er situationen en helt anden. Jeg er i fuld gang med at teste. Teamet ser mig som deres mesterskabskandidat, og jeg forventer intet mindre af mig selv. Jeg har kun én ambition og ét mål: at vinde det tyske mesterskab, lyder det fra unge Frederik Vesti.
Frederik’s team er imponeret over, hvad de hidtil har set fra den unge dansker.
– Frederik viser en ambition og dedikation, jeg hidtil kun har oplevet hos topkørere og aldrig oplevet med en kører på Frederiks alder. Han er meget moden i sin tilgang og totalt dedikeret til sin karriere, siger administrerende direktør hos Van Amersfoort Racing, Rob Niessink.