Talentudviklingen i Billund kommune har de seneste år for alvor taget fart. Med skabelsen af Talent Billund er der skabt et fundament, som både fastholder og tiltrækker unge idræts- og kultur entusiaster i kommunen.
Projektet understøtter visionen om Billund som Børnenes Hovedstad og grundfilosofien om læring gennem leg. Herunder understøtter Talent Billund et stærkere Campus miljø til glæde og gavn for kommunen nu og i fremtiden.
Som en videreførelse har lokale kræfter taget initiativ til et projekt, som yderligere kan øge tiltrækningskraften og dynamikken omkring campusområdet, Talent Billund og den grundlæggende vision om læring gennem leg – ved at etablere en efterskole i Erhvervsgymnasiets nuværende bygninger.
Når Grindsted Erhvervsgymnasium til næste sommer fusionerer med Grindsted Gymnasium, efterlader det bygningerne på Erhvervsgymnasiet tomme, og der vil herefter påbegyndes en større ombygningsproces for at gøre klar til opstart af en efterskole i sommeren 2023.
Det er hensigten, at efterskolen skal kunne rumme 100 elever, og grundfilosofien skal understøtte visionen om Børnenes Hovedstad, læring gennem leg samt Talent Billunds værdier omkring talentudvikling.
Michael Steen-Andersen og Flemming Pedersen er initiativtagerne til projektet, som igangsætter projektet sammen med en gruppe af frivillige, indtil en driftsorganisation er etableret. Det forventes, at efterskolen formelt stiftes i løbet af efteråret 2021.
Michael og Flemming udviser en uddelt begejstring for at få muligheden for at etablere en ny efterskole med et så stærkt og unikt værdisæt, som Børnenes Hovedstad giver mulighed for.
– Vi har fået lagt de første sten til en vision for en efterskole i Billund Kommune, og i de kommende måneder vil vi have et stort stykke arbejde foran os med at definere det konkrete indhold for efterskolen. Der er ingen tvivl om, at nogle af de fremtrædende linjer i Talent Billund også videreføres som en del af den kommende efterskole, siger Flemming Pedersen.
KIRKBI har afgivet bud på bygningerne, som lejes ud til efterskolen, og KIRKBI vil i det kommende år stå i spidsen for ombygningen.