Den 1. marts åbner Filskov Kro med nye og energiske forpagtere ved roret.
Mathilde Kastberg Ascanius og Bo Haubjerg har nemlig sagt ja til drive den gamle landevejskro i Filskov videre.
– Bo er uddannet kok under Bent (Sandfeld, red.) på Filskov Kro og er lige nu ved at afslutte sin tjeneruddannelse på The Lodge i Billund. Mathilde har arbejdet både som opvasker og tjener på Filskov Kro og senest som receptionist på Hotel Hedemarken i Grindsted. Sammen bor de lige nu i Grindsted, men allerede til december flytter de ind i lejligheden oven på Filskov Kro, siger den nuværende forpagter Louise Sandfeld i en pressemeddelelse.
Da muligheden om at overtage forpagtningen af Filskov Kro bød sig, var hverken Mathilde eller Bo i tvivl.
– Jeg har altid godt kunne tænke mig at have mit eget sted. Filskov Kro er et fantastisk sted med en masse skønne gæster og kollegaer. Det er en kæmpe ære at kunne overtage Filskov Kro efter Bent og Louise, siger Bo Haubjerg.
De overtager kroen efter at Louise og Bent Sandfeld har drevet den de sidste 10 år – de seneste 3 år har Louise dog selv stået for driften efter Bents død i januar 2020.
– Jeg er glad og stolt over at ejerne nu har fundet de helt rigtige til at drive kroen videre. I Mathilde og Bo ser jeg en 20 år yngre Louise og Bent – fuld af gå på mod, store visioner og drømme og begge med solide jyske rødder. Jeg er sikker på at dette er den helt rigtige løsning for kroens fremtid, siger Louise Sandfeld.
I forbindelse med overtagelsen lukker kroens køkken ned i januar og februar for at gennemgå en større ombygning og modernisering.
I de måneder vil Louise stadig holde åbent for værelsesgæster og så bliver hun på kroen og hjælper Mathilde og Bo rigtig godt i gang i marts, april og maj.