Billund Lufthavn har store ambitioner om at blive det foretrukne luftfragtshub i Norden – og det blev i dag understøttet af Maersk Air Cargos igangsættelse af deres europæiske luftfragthub i Billund.
– I dag har vi budt velkommen til Maersk Air Cargo. Opstarten af deres operationer her er et tydeligt bevis på, at vi tilbyder et unikt og fleksibelt produkt for fragtselskaber. Billund Lufthavn er ved at cementere sig som et luftfragthub i Norden. Den position bidrager Maersk til. Nu ser vi frem til et langt og godt samarbejde med dem, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
Maersk Air Cargo sendte i dag det første af mange fly af sted fra Billund til Hangzhou, Kina. Billund Lufthavn er valgt af Maersk Air Cargo pga. fleksibilitet og smidige operationer fra Cargo Handling Billund Airport.
– I dag har vi haft æren at sende det første af mange fragtfly fra Billund til Kina. Billund Lufthavn ligger placeret centralt i et logistikknudepunkt, og det er herfra, at vi kommer til at bygge vores luftfragthub i Europa op. Billund er et naturligt valg for os, da lufthavnen kan sikre en hurtigt og smidig operation, hvilket er centralt for os og vores kunders forsyningskæder, siger Michel Pozas Lucic, der er chef for al luftfragt i A.P. Møller – Mærsk.
Transportminister Thomas Danielsen deltog i dagens arrangement i Billund Lufthavn med sin ministerkollega, erhvervsminister, Morten Bødskov. I dagens tale satte transportministeren nogle ord på, at Midtjylland og Vestdanmark er et skidt tættere på at blive verdens navle med de globale udviklings- og vækstmuligheder rundt om Billund Lufthavn.
– Det glæder mig, at Billund Lufthavn har udviklet sig til et attraktivt europæisk knudepunkt, der kan tiltrække cargo fra mange lande og skabe nye globale vækstmuligheder for vores virksomheder. Åbningen af Mærsk Air Cargos hub er et bevis på, at mange års investering i infrastruktur skaber muligheder både i Midtjylland og i resten af landet. Midtjylland er endnu ikke verdens navle, men fra i dag er vi et skridt tættere på, lød det fra Thomas Danielsen.