Marius Bøggild Lyngbye fra Middelfart har vundet HK Privat Sydjyllands pris som Årets Elev 2022 indenfor området Økonomi. Han er elev ved Kirkbi i Billund.
– Marius er fagligt utrolig dygtig og han har en naturlig nysgerrighed. Han stiller alle de rigtige spørgsmål og er lærenem. Han har et naturligt gåpåmod og er helt sikkert ambitiøs, men samtidig er han utrolig jordnær. Marius spørger interesseret ind til alle kollegaer ung som gammel og han har i den grad bidraget til det sociale og den gode stemning på kontoret, siger elevansvarlig Johnny Dyrberg i sin indstilling.
Prisen som årets elev i HK Sydjylland tildeles hvert år til en elev, der er fagligt dygtig og som samtidig gør noget positivt for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, altså er en god kollega. Der uddeles priser for forskellige uddannelsesområder.