Igen i år lagde Stenderup-Krogager i weekenden asfalt og græs til en lokal udgave af Klovneløbet, der har til formål at samle midler ind til Danske Hospitalsklovne.
Forud for løbet var 96 tilmeldt, men ti mere nåede at melde sig til, inden startskuddet lød fra Øparken, skriver Netavisen Grindsted.
Klovneløbet, der lokalt blev stablet på benene af Pia Mølgaard fra Huset Mølgaard, er et familieløb på enten to eller fem kilometer distancen, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det drejer sig ikke om at være hurtigst, men derimod om at få en hyggelig og sjov dag, og så samtidig støtte et godt formål.