Vi har hørt det igen og igen: Mistrivslen blandt unge er steget markant de senere år. Det gælder i høj grad også for unge i Syddanmark.
Undersøgelser fra bl.a. Statens Institut for Folkesundhed viser, at unge med dårlig mental sundhed har en lang række udfordringer med ensomhed, stress og et markant lavere selvværd og livstilfredshed. Det er det, der nu for alvor skal ændres på.
Og hvem bedre end unge selv kan hjælpe med at definere udfordringerne og pege på løsninger? Og dermed give uvurderlige input til fagpersonerne, forskerne og miljøerne omkring unge.
Det er i hvert fald tesen i et nyt storstilet samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark ved Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og TrygFonden, der har doneret 14 millioner kroner over de næste to år til at forbedre unges trivsel i Syddanmark.
– Det har været afgørende for os, at vi ikke bare taler om unges trivselsudfordringer og kommer med mulige forslag til løsninger uden at inddrage unge selv. Både hvad angår det, der fylder hos dem, og hvad de selv ser som mulige løsninger. Over de kommende år vil vi derfor gå i tæt dialog med unge, der hvor de er, og sammen med dem afprøve og udvikle forskellige nye veje til at forbedre trivslen, siger Lone Schultz Hedemand, som er formand for TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark. TryghedsGruppen står bag TrygFonden.
Gennem bl.a. en lang række workshops på ungdomsuddannelserne i Region Syddanmark og ved at analysere mere end 2.500 brevkassesvar fra unge, som ligger på Mindhelper.dk – en populær digital platform for unge om mental sundhed, der har over en million besøgende om året – er det ambitionen at udvikle helt nye redskaber, tilbud og hjælp, der rammer unge bedre end i dag.
– Det er en unik mulighed og et unikt datasæt, vi her kommer til at arbejde med. Bl.a. fordi en stor del af data kommer direkte fra unge selv. Vi ser frem til at dykke ned i alle inputtene og finde interessante mønstre og ønsker, som i sidste ende kan blive omsat til produkter og tilbud, som kan hjælpe endnu flere – fordi unge finder det relevant og selv har været med til at pege på det, siger Anna Paldam Folker, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.
Der bliver desuden nedsat et ungepanel og et studievejlederpanel, som løbende skal involveres og være med til at udvikle og teste forskellige ideer og prototyper af.