Region Syddanmark går nu sammen med de 22 kommuner i regionen om et projekt, der skal sikre tidlig hjælp til børn og unge i mistrivsel.
– I Billund kommune betyder det konkret, at vi i PPS kommer til at stå tættere sammen med psykiatrien på den måde, at når psykiatrien slipper, så tager vi over. Det er min forhåbning, at det er dét forældrene vil opleve med det her projekt, siger leder af Billund kommunes Pædagogisk Psykologisk og Sundhedsfaglig rådgivning, Maria Sloth Christensen.
Hun uddyber:
– Indimellem henviser vi børn til psykiatrien, hvor vi får tilbagemeldingen, at der ikke er en psykisk sygdom hos barnet. Så afvises henvisningen, men det betyder jo ikke, at barnet har det godt. Så det kræver noget særligt overfor barnet selv, for forældrene og for skolen og de øvrige professionelle. Her kan vi godt af og til mangle vejledning, og det skulle det her projekt gerne sikre, siger Maria Sloth Christensen.
Ifølge hende vil der i Billund kommune især være fokus på børn, der har svært ved at komme i skole:
– Skolerne i Billund kommune er dygtige til at håndtere et begyndende fravær. Nogle elever er væk fra skolen i 2-3 uger eller mere, og for de børn har det stor betydning, at det gribes an på en god måde sammen med forældrene. Fraværet kan både handle om dét derhjemme eller i skolen – nogle gange begge dele. Ofte er det forbi barnet er angst for at forlade hjemmet og så er det vigtigt at finde ud, af hvad der ligger bag angsten, og hvad der kan gøres, siger Maria Sloth Christensen.
Det er netop dét projektet med Region Syddanmark skal sikre. At kommunerne får hjælp til både viden og ressourcer på området. Således er der allerede ansat 8 medarbejdere i regionen, som kommunerne kan trække på i den forbindelse.