Det blev 17-årige Lærke Moesgaard Thomsen fra Grindsted Badmintonklub, der løb med prisen som årets idrætstalent ved fredagens Sport- og Kulturgalla i Billund Idrætscenter.
I indstillingen af Lærke Thomsen står der:
“Siden hun begyndte med badminton i 4-årsalderen har hun udvist en særlig evne for badmintonspillet. Gennem en utrættelig vedholdenhed og evnen til at finde sporten sjov og inspirerende, er topresultaterne kommet hen ad vejen gennem ungdomsårene. Lærke Moesgaard Thomsen har siden 12-årsalderen tilhørt sin bedste årgang i Danmark. Hun vandt sin første DM-titel i Dame single som U13 spiller. Året 2022 har for Lærke været et helt specielt år. I april blev hun Dansk Mester i Dame single i U17 og fik en 2. plads i Damedouble. Ved VICTOR Junior U19 Elite blev det til guld i single og mixdouble, samt sølv i Damedouble. Lærke går efter at få en udtagelse til verdensmesterskaberne for ungdomsspillere under 19 år, til november. Lærke træner både i Kolding, hvor hun er en fast del af 1. divisions truppen samt i Grindsted Badmintonklub. Oven i alt det hårde arbejde og de flotte præstationer, formår Lærke også at finde tid til at være træner for GBK’s teknikhold.”
Den 17-årige badmintonspiller kunne desværre ikke selv være til stede ved prisuddelingen fredag, men sendte en takketale på video.
Lærke Moesgaard Thomsen var i finalefeltet oppe imod Ditte Kjær Hansen, Stenderup-Krogager Idrætsforening / Holte Volleyball og Oliver Fodor Rasmussen, Grindsted Gokartklub / ORG Racing, Italien
Årets Idrætstalent: Tildeles et idrætstalent, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin idrætsgren.