Naturens Hånd: Skræmmende meget engangsemballage

Danmarks Naturfredningsforening har nu gjort op hvor meget affald, naturen blev befriet for i forbindelse med affaldsindsamlingen i marts. Billund kommune blev registreret med 52 kg indsamlet affald – baseret på fem indsamlinger.

– Det er fantastisk at Naturfredningsforeningen laver en affaldsindsamling hvert år, som nu strækker sig over 1 hel uge. Der er heldigvis mange mennesker der bakker op omkring det og hjælper til i ugens løb. For det er desværre en nødvendighed, da der stadig ligger meget henkastet affald i naturen. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om at der i den uge blev samlet meget mere affald op end der blev indberettet, for mange får det ikke gjort, når de har været ude og samle op, siger Allan Rasmussen fra Naturens Hånd Billund kommune.

Indsamlerne var i år især blevet bedt om at registrere hvor meget engangsemballage, de samlede op. Her blev der noteret 367 stykker engangsemballage – heriblandt 27 engangskopper og 41 dåser alene fra de fem indberettere i Billund kommune:

– Det er alligevel skræmmende at der er indberettet fundet af 367 stykker engangsemballage i en kommune, der ikke har hverken McDonalds, Sunset Boulevard eller Burger King med drive-in. Jeg troede mennesket var blevet lidt bedre til at smide de ting i en skraldespand frem for ud af et bilvindue, lyder det fra Allan Rasmussen.

Mens han glæder sig over at flere skoler og børnehaver er med til at rydde op i løbet af naturfredningsforeningens indsamlingsuge, så så han alligevel gerne en større opbakning fra de lokale virksomheders side.

– Jeg synes virksomhederne godt kunne bruge en times tid indimellem på at være aktiv deltagende og den vej vise deres medarbejdere, at de tænker på affald og bæredygtighed. Selv i en travl virksomhed tænker jeg godt man kunne hive en time eller to ud til et sådant formål i affaldsindsamlingsugen – om ikke andet for nogle enkelte medarbejdere, siger Allan Rasmussen.