Naturmotiver skal sansestimulere beboerne på Sydtoften 381

De 17 beboere på Sydtoften 381 vil fremover kunne nyde synet af grene med egern og fugle, som pryder væggene og skaber sanselige og indbydende oplevelser.

Samtidig er motiverne designet til at spille sammen med omgivelserne på bostedets atriumgård, så ude- og indemiljøet smelter tættere sammen.

De lange gange med hvide vægge var noget af det første, som gruppeleder på Sydtoften 381 Henrik Bartels Christensen bemærkede, da han startede for tre år siden.

– Vi ønskede at gøre op med det institutionsprægede udtryk og skabe noget, der giver en sansestimulerende og bedre oplevelse. Sammen med borgerne, der bor her, talte vi om deres ønsker, og mange af dem drømte om et naturtema, inspireret af de fire årstider. De elsker at gå ture i skoven, finde forskellige ting og observere fugle. Og vi er rigtig glade for resultatet, så borgerne nu kan gå på opdagelse, når de bevæger sig rundt i bygningen, fortæller Henrik Bartels Christensen, Gruppeleder i Bo og Støtte på Sydtoften 381.

Initiativet er støttet af Ole Kirk’s Fond og skal være med til at skabe en mere inspirerende og sansestimulerende atmosfære. Det skal bidrage til at gøre bostedet mere hjemligt. De farverige naturmotiver vil ikke kun være en visuel forbedring, men også stimulere sanserne og opfordre til interaktion blandt beboerne, som f.eks. kan tælle de forskellige dyr osv.

– Det er et virkelig godt initiativ. Vi har alle brug for at bruge sanserne i hverdagen, og jeg er rigtig glad for, at borgerne på Sydtoften 381 har været inddraget i processen og gjort opmærksom på, hvad de godt kunne tænke sig. Det glæder mig, at vi skaber hjemlige og trygge rammer, hvor borgerne kan udvikle sig og nu også opleve mere sansestimulering i hverdagen, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, formand for Voksenudvalget i Billund Kommune.

Fakta

  • Sydtoften 381 er et døgntilbud, der tilbyder støtte og hjælp til borgere med betydelige fysiske eller psykiske handicaps. Her får beboerne mulighed for at udvikle deres personlige kompetencer og klare dagligdagen med målet om at leve så selvstændigt som muligt.
  • Bag kunstværket, der nu pryder væggene på Sydtoften 381, står kunstneren William Thystrup (BecomeOne), som er ekspert inden for vægmaleri og graffitikunst. BecomeOnes maleteknik kombinerer spraymaling, airbrush og pensel, hvilket tilsammen er med til at skabe et flot og realistisk udtryk i kunstværket.