Det går planmæssigt fremad med Naturrum Sdr.Omme, som bliver en base for natur- og fritidsaktiviteter.
– Byggeriet følger tidsplanen, og vi er rigtig godt tilfredse med arbejdet håndværkerne udfører, og det er skønt at se det hele skyde op, efter flere års idéarbejde, fundraising, planlægning osv., siger byggeriets bestyrelse.
Naturrummet skal bl.a. erstatte Sdr. Ommes gamle spejderhytte på Skovvej, og den nye ”hytte” bliver meget mere end en almindelig spejderhytte. Hovedbygningen bliver en bemærkelsesværdig oval bygning, med klatrevægge på facader, bevægelsestrappe til det grønne tilgængelige tag, udendørs scene, bålplads, kanohus og meget mere.
Selvom projektet i høj grad er finansieret af fonde og frivillige kræfter, så mangler der stadig en smule for at nå helt i mål.
– Lige nu mangler der penge til, at vi kan nå helt i mål med udendørs belægning, udendørs belysning og hårde hvidevarer, fortæller byggeriets bestyrelse.
Derfor deltager projektet i konkurrencen om at vinde HomePrisen 2018. Her gælder det ganske enkelt om at samle stemmer, så lad os hermed opfordre alle til at stemme på projektet i Sdr. Omme via dette link: https://homeprisen.home.dk/forening/Naturrum-101