Nu får også de børn der flytter til Billund kommune en særlig hilsen fra deres nye hjemkommune. Det har i lang tid været sådan at kommunen sendte et brev til nye tilflyttere – de voksne, vel at mærke – men nu får også børnene en særlig velkomst.
Det var faktisk en elev i 5. klasse på ISB, der fik ideen. Andrew Fuenzalida undrede sig over, hvorfor kun forældrene, og ikke børnene, skulle bydes velkommen til Billund Kommune. Han flyttede selv til Billund Kommune fra USA i 2020.
– Mine forældre fik en velkomsthilsen fra borgmesteren med en masse informationer om området, da vi flyttede hertil, men jeg fik ingen. Det syntes jeg, at Børnenes Hovedstad burde, fortæller Andrew Fuenzalida.
Og sin ide sendte han såmænd direkte til borgmester, Stephanie Storbank:
– Jeg var slet ikke i tvivl om, at denne ide skulle føres ud i livet. Selvfølgelig skal vi i Børnenes Hovedstad sikre os, at børnene også føler sig godt taget imod. Jeg kan kun ærgre mig over, at vi ikke selv fik ideen for længe siden, men børn er jo som regel bedre til at få gode ideer end os voksne, siger Stephanie Storbank.
Herefter var der ikke langt fra tanke til handling. Og børnene fik fortsat lov til at sætte deres eget præg på velkomstbrevet igennem hele processen. For ingen kender børn bedre end andre børn.
Velkomstbrevet er udført som et tegnet kort over hele kommunen med spændende steder for børn at besøge. Lige fra de kendte forlystelser til de mere skjulte perler, som den sjoveste kælkebakke eller det bedste klatretræ.
Børn har budt ind med deres bud på hvilke lokationer, der skulle tegnes på kortet. Og børn, herunder en hel klasse fra BillundSkolen, har tegnet alle de flotte illustrationer. Kun én enkelt tegning er ikke tegnet af børn. Borgmesteren har nemlig også tegnet et selvportræt til brevet.
– Jeg er meget begejstret for velkomstbrevet, som det er kommet til at se ud. Resultatet havde været helt anderledes, og slet ikke lige så godt, hvis det var udført af voksne. Og jeg er stolt af, at vi også i dette unikke initiativ har bevist, at det giver mening at lytte til og inddrage børn i vores arbejde, forklarer Stephanie Storbank.
Nyligt tilflyttede borgere til kommunen modtager en velkomsthilsen i sin digitale postkasse fra borgmesteren, og er der børn i husstanden, så medfølger det særlige velkomstbrev til børn også.