Normalt foregår motionstimerne i Billund Gymnastikforening indendørs i Billund Idrætscenter, men sådan kommer det ikke til at være på foreningens seneste skud på holdstammen, der kommer til at køre henover sommeren – med indlagt ferie.
Det er Naturtræning, som arbejder under tre overskrifter: natur, motion og fællesskab. Instruktør er Marianne Anker, der har taget en uddannelse indenfor naturtræning under DGI.
– Forskning viser, at naturen har stor betydning for menneskets fysiske og psykiske velbefindende. Naturen virker afstressende, styrker immunforsvar og søvnkvaliteten. En sidegevinst er at aktiviteter og motion i naturen øger vores psykiske velvære og humør, forklarer Marianne Anker om fordelene ved naturtræning.
Der er ingen krav om fysisk formåen for at være med på holdet:
– Naturen byder på store variationer i udfordringer og kreativitet af, hvordan vi kan opnå fysisk aktivitet, der er tilpasset den enkelte. Derfor er der ingen krav om at du skal kunne løbe, hoppe eller have været aktiv indenfor en sportsgren. Du kan være individuel i et socialt fællesskab i naturen, siger Marianne Anker.
Naturtræning henvender sig til dig, der ønsker at:
- Blive mere fysisk aktiv
- Dyrke en motionsform, der kombinerer mentaltræning og fysisk aktivitet
- Øge forbrændingen og kvaliteten af de daglige 10.000 skridt
- Dyrke motion med hensyn i et fællesskab
- Komme i gang efter fysisk inaktivitet i en periode, grundet stress, skader osv.