Oliver Twist gik i Charles Dickens-romanen så grueligt meget ondt igennem før den lykkelige slutning. Sådan har det også været for Grindsted Amatørscenes forestilling, som skulle have været opført i marts 2020, men måtte corona-aflyses i sidste øjeblik. Coronaen spændte også ben for et forsøg på at spille forestillingen sidste efterår, men nu ser det endelig ud til at lykkes.
28 børn og voksne er i fuld gang med at øve GAS’ egen udgave af historien om Oliver Twist. En verdenspremiere, idet både manuskript og musik er skrevet af stykkets instruktør, Anne Lise Holm, selvfølgelig med baggrund i – og tro mod – Dickens’ roman skrevet i 1837 – 38.
Romanen var en protest mod den fattiglovgivning, man netop havde vedtaget, og som spærrede fattige inde i fattighuse, hvor forholdene var elendige. Det er den vinkel, der er udgangspunktet for denne dramatisering af historien.
De egentlige skurke repræsenterer således det offentlige, men samtidig er de også nogle meget, meget morsomme skurke. For selv om forestillingen i sit udsagn om fattigdom, vold i parforhold og racisme er alvorlig – og skal tages alvorligt – undgår den ikke også jævnligt at kalde på latteren.
Forestillingen spilles i MAGION fredag den 1. okt. kl. 20, samt lørdag den 2. okt. og søndag den 3. okt. begge dage kl. 14.
Billetter findes her.