Ny ejendomsmægler landet i Billund

Det er tre mæglere med fødderne solidt placeret i lokalområdet, der nu har indtaget hjemkommunen. Samlet set har de mere end 100 års erfaring med Billund kommune – på hver sin måde.

57-årige Kurt Andersen fra Billund er økonomimanden i foretagendet, mens niecen Camilla Andersen Bojsen på 29 år, der er født og opvokset i Billund, er uddannet ejendomsmægler. Med sig i trekløveret har de 24-årige Lucas Rosenhøj Tindbæk, der er vokset op i både Billund og Grindsted, og ligeledes er uddannet ejendomsmægler.

De har nu dannet den selvstændige ejendomsmægler, BoGodt Mægleren for at få en fod indenfor i den rivende udvikling Billund kommune er i.

– Der er ingen tvivl om, at det er fedt at være mægler i et område, man selv kommer fra, siger Camilla Andersen Bojsen om valget af Billund som hjemsted for den nye mægler. Hun har før været mægler i Odense og Lucas i Aarhus.

– Det der med at man kender alle cykelstier i byerne, man ved hvem der har boet hvor før i tiden og hvad der har været de enkelte steder, som nu ikke er mere – og man rent faktisk selv har gået på folkeskolen i den by man vil sælge huse i – dét tror jeg altså betyder en del, siger Camilla Andersen Bojsen. Planen er dog også at tage Vandel og Give med i salgsområdet, og såmænd også sommerhuse i Blåvand.

Og der er en klokkeklar grund til at trekløveret har valgt at oprette deres eget kontor fremfor at gå med i en etableret kæde:

– Når man er en del af de store kæder, ejes man af banker eller kreditforeninger, og så kommer man i nogle kasser. Og det kan vi simpelthen ikke lide! Vi skal ikke have alle de der bånd. Vi vil ikke være bundet af noget. Og på den måde kan vi tillade os at brede os lige præcis hvor vi vil, uden at være bundet af noget eller nogen, siger Kurt Andersen.

Selvstændigheden kommer også til udtryk ved den måde hver enkelt hus sættes til salg på:

– Der bliver ikke en pakkeløsning til alle. Vi kigger på hvert enkelt hus og hvem der er potentielle købere. Så målretter vi markedsføringen efter hvor den køber mest befinder sig, om det så er via de sociale medier, online- eller trykte medier, forklarer Camilla Andersen Bojsen.

Ved at følge mæglernes facebook-side kan man løbende holde øje med nye huse på markedet.