Ny formand for 80 frivillige i Kulturhuset

67-årige Marianne Sørensen er ny formand for Kulturhuset Grindsted – også kaldet Grindsted Kino. Hun afløser Britt Forsberg Nielsen der har haft posten i 4 år.

Det skriver Netavisen Grindsted.

Marianne Sørensen har været frivillig i Kulturhuset i et par år og blev valgt ind i bestyrelsen som suppleant. På seneste generalforsamling overtog hun en bestyrelsespost og endte med formandsposten efter konstitueringen.

Dermed sidder hun nu i spidsen for Kulturhusets henved 80 frivillige, der varetager opgaverne i kiosken, billetsalget, som filmoperatører og meget mere.

Marianne Sørensen har overtaget en forening med en sund økonomi – blandt andet takket være den frivillige arbejdskraft, mange gode samarbejder og Billund kommune, der ejer bygningen, hvor Kulturhuset hører hjemme.