Det bliver indehaveren af Billund-spisestedet, Cafe B, Said Naim Moosavi, som overtager driften af cafeen i Billund Centret.
Udover Cafe B driver Said Naim Moosavi også Raadhus Cafeen i Vejen og dermed bliver Billund Centrets cafe den tredje under hans vinger.
– Jeg er begejstret for at blive en del af Billund Centret og ser frem til at skabe caféoplevelser, der komplementerer kulturhusets kulturelle aktiviteter, arrangementer og møder. Vores gæster kan se frem til en menu fyldt med frisklavede autentiske retter, lækre kaffevarianter og kager, alt sammen serveret i en hyggelig og indbydende atmosfære. Vi ønsker at skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne og kan nyde god mad og drikke i godt selskab, siger Said Naim Moosavi.
Billund Centrets café bliver gennemrenoveret i forbindelse med moderniseringen og revitaliseringen af Billund Centret. Den er planlagt til at åbne den 1. september 2024, hvor også Billund Centrets øvrige faciliteter forventes at kunne tages i brug.