Gyttegård Golf Klub har fundet sin nye forpagter af cafeen. Det bliver Den Lille Kok der har stor erfaring fra Vejle Golf Club, der overtager cafeen fra sæsonstart.
– Det er en super vigtig del af golfklubbens fortsatte udvikling at have det helt rette team klar til at drive restauranten, og vi føler med dette samarbejde, at vi nu kan servicere klubbens medlemmer, gæster og lokalbefolkningen på bedste vis, siger golfmanager Ditte Dam Øhlenschlæger.
Den Lille Kok har høstet en masse gode erfaringer ved at overtage restauranten i Vejle Golf Club, og nu udvides altså aktiviteterne til også at omfatte Gyttegård og alle dens medlemmer og gæster.
– I Gyttegård Golfklub vil vi introducere et ”Grab & Go”-koncept, så medlemmerne i det daglige altid vil have mulighed for at få en lækker salat og indbydende smørrebrød i forbindelse med deres besøg. Selvfølgelig vil der også være dage med en lun ret og ekstra lækkerier, fortæller indehaver af Den Lille Kok, Camilla Lysen.