Den årlige motionsfest Sdr. Omme Løbet har sikret sig en ny hovedsponsor. De næste tre år frem er der blevet indgået en aftale med Sparekassen Kronjylland, der bliver hovedsponsor for det traditionsrige løb. Og det er noget, der glæder formand for Sdr. Omme IF Atletik og Motion, Jesper Thomsen:
– Det betyder meget for vores forening, at Sparekassen Kronjylland vælger at blive ny hovedsponsor for Sdr. Omme Løbet de næste 3 år. Med Sparekassen Kronjylland har vi en stærk samarbejdspartner, der bakker op om det aktive lokale foreningsliv. Sponsoratet bidrager til, at vi fortsat kan skabe sunde aktiviteter for hele familien samt motivere til mere bevægelse i hverdagen, siger Jesper Thomsen.
Afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Billund-afdeling, Jørgen Ingemann Møller, er også begejstret over den nye sponsoraftale:
– Vi er meget glade for at være blevet hovedsponsor for Sdr. Omme Løbet. Vi vil gerne engagere os i det lokale foreningsliv og Sdr. Omme som by, samtidig med, at vi medvirker til at sætte fokus på motion og bevægelse, lyder det fra Jørgen Ingemann Møller.
Sdr. Omme Løbet finder i år sted tirsdag 16. maj med distancer på både 5- og 10 km samt børneløb. Der er stadig åbent for tilmelding på www.sdrommeloebet.dk.