Den nyrenoverede genbrugsplads i Billund har slået dørene op igen. Det har til tider været en logistisk udfordring at få aflevere effekter til genbrugspladsen under renoveringen, men nu er pladsen helt klar til den nye fremtid.
Pladsen blev officielt indviet tirsdag eftermiddag, da borgmester Stephanie Storbank symbolsk klippede den røde snor til pladsen, som er blevet opdateret og ændret en smule. Et af de nye tiltag på den nyrenoverede genbrugsplads i Billund er et område dedikeret til direkte genbrug. Det betyder, at brugere af genbrugspladsen kan aflevere ting, som er for gode til at smide ud, så andre kan få glæde af dem.
Der er også lavet en ny indkørsel på pladsen samt opsat en adgangsbom. Adgangsbommen er tilføjet for at sikre, at det kun er borgere i Billund Kommune samt Vandel, som har adgang til genbrugspladserne i Billund Kommune.
Derfor skal borgere registrere sig for fremadrettet at have adgang til pladsen. Ændringen træder i kraft fra den 2. december. Systemet er det samme, som benyttes på de mindre genbrugspladser i Sdr. Omme, Filskov og Vorbasse. Borgere, som allerede benytter en af disse genbrugspladser, skal derfor ikke registrere sig igen, da registreringen gælder alle kommunens genbrugspladser.
Har man endnu ikke registreret sig, kan det ske via dette link.