Nyt røveri mod Stenderup-købmand

For anden gang på fem måneder har købmanden i Stenderup/Krogager været udsat for røveri. Det skete da en maskeret røver i går kl. 18.20 truede personalet til at udlevere cigaretter.

Efter røveriet stak gerningsmanden af i en mørkeblå bil ført af en medgerningsmand. De to forsvandt i sydlig retning fra Stenderup/Krogager.

Røveren beskrives som værende 30-35 år og 180-185 cm høj. Han var slank, lys i huden, og var i går iført sort trøje m/hvide striber og grå arbejdsbukser.

Bilen, de kørte i, beskrives som en mørkeblå Seat Cordoba, årg. 98-2000 model med tonede ruder. Den havde ingen nummerplade bagtil.

Politiet beder alle der har oplysninger i sagen om at kontakte dem på tlf 114.