Oplandsbyer bør blive bedre til at suge på Billunds succes

Billund er kommunens lokomotiv – og de andre byer skal lure opskriften på at hægte sig på befolkningstilvæksten i Billund by.

Det blev fremhævet af flere til gårsdagens borgerworkshop på Rådhuset i Grindsted, hvor 45 borgere – rigtig mange fra oplandsbyerne – og kommunalbestyrelsesmedlemmer gav deres inputs til de kommende byprofiler for Billund, Grindsted, Sdr. Omme, Filskov, Vorbasse, Hejnsvig og Stenderup-Krogager.

Her skulle hver borger besøge to stationer hvor en af de syv byer i kommunen var fremhævet. Ved hver station skulle man tilkendegive hvilke styrker den enkelte by har og hvad der kendetegner den, og hvordan ambitionerne for den enkelte by kan opfyldes.

Langt de fleste af oplandsbyerne var af den holdning at man skal blive bedre til at suge på Billunds succes med at trække tilflyttere til og finde ud af måder man kan udnytte det til de mindre byers fordel.

Og så var holdningen også at det kunne være en fordel for alle byer at man blev bedre til at udnytte de frivillige kræfter i et fælles forum og måske fik sat noget i system, så forskellige foreninger kunne hjælpe hinanden med praktiske og administrative ting på tværs af byerne. I erkendelsen af at dét med offentlig transport nok ikke bliver bedre i Billund kommune, så blev en slags fælles kørselsordning også efterspurgt, så det eksempelvis bliver nemmere for de unge at komme til og fra fritidsjob i centerbyerne.

Men arbejdet med at udarbejde de nye byprofiler er langt fra slut. I den kommende tid vil endnu flere borgere blive hørt om deres mening og holdning til hvordan netop deres by kan blive endnu bedre at bo og leve i.