Statsminister Mette Frederiksen meldte fredag formiddag ud at alle arrangementer med mere end 1000 deltagere bør aflyses eller udskydes på grund af fare for smitte med corona-virus.
Det går ud over lørdagens områdeopvisning i MAGION, hvor adskillige gymnastikhold fra hele Billund kommune skulle have vist hvad de har lært i løbet af sæsonen.
– De danske myndighederne har i dag tydeligt meddelt, at arrangementer med flere end 1000 deltagere skal aflyses, for at inddæmme smitte med COVID-19, også kaldet corona-virus, siger Steffen B. Erichsen fra DGI Sydvest om baggrunden for at aflyse lørdagens opvisning.
Bestyrelsen i Billund IF Gymnastik oplyser at man i øjeblikket er ved at tage stilling til om den lokale opvisning næste søndag i Billund Idrætscenter også skal aflyses.