Påske på Museumscenter Karensminde

Museumscenter Karensminde har åbent hele påskeferien, men særlig tirsdag den 16. april vil der summe af aktiviteter på den gamle gård. Der er gang i smedjen og træværkstedet, og begge steder er der mulighed for at være med. I smedjen kan man prøve at bøje det glødende jern over ambolten, og i træværkstedet kan man banke en fuglekasse eller et lille stykke legetøj sammen.

Ved smedjen holder hestevognen klar til at tage museumsgæsterne med på en lille tur rundt i gårdens dejlige omgivelser.

I fårefolden danser små lam rundt og leger med hinanden. De er meget forskellige i pelsen på grund af den specielle gamle Landrace. I hønsegården ligger hønemor på æg, og det er rigtig spændende om de er blevet til kyllinger. Det er sjovt at kigge på de små dyreunger og følge, hvordan de skal lære at stå på egne ben. Gårdens dyr – og især de mindste af dem – har derfor en særlig plads i påskeaktiviteterne på Karensminde.

Æg hører påsken til og i påsken spiser vi både kogte æg og påskeæg af chokolade. På Karensminde er der også mange forskellige påskeæg. Nogle af dem har vi samlet ind i løbet af foråret, og pustet ud, så du kan komme og male et æg. Det sker i det kreative værksted kl. 10-15.30

Til påsken hører forskellige traditioner, som for eksempel påskeharens æggeløb, rundt på gården har påskeharen gemt nogle reder med æg. I hver rede er et æg forsynet med et bogstav, og æggene danner tilsammen et ord.  Det er spændende hvilket ord det bliver…

En anden traditionel/skik i det tidlige forår er at sende et gækkebrev til en, man kender. Kan modtageren af et gækkebrev ikke gætte, hvem der har sendt brevet, siger traditionen, at han skal forære den, der klippede og skrev gækkebrevet, et påskeæg. Det er altså ved at være på høje tid at få lavet et gækkebrev. Derfor er der indrettet et lille papirværksted på Karensminde. Her kan man klippe et gækkebrev. Man kan både få ideer til, hvordan et gækkebrev kan laves, og ideer til, hvad man kan skrive i brevet.

Museumsgården Karensminde er åben alle dage i påskeferien fra lørdag den 13. april og med mandag den 22. april fra kl. 10 til kl. 16. Det er dog kun tirsdag den 16. april, at der er aktiviteter på gården, ligesom kaffestuen og vaffelboden kun er åben om tirsdagen.