Politiet: Ingen grund til 60 km/t på Grenevej

Politiet har overfor forvaltningen i Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune påpeget, at den eksisterende hastighedsbegrænsning på 60 km/t på den østlige del af Grenevej i Billund skal ændres således, at hastigheden fremover bliver 80 km/t på hele Grenevej-strækningen.

Det er nemlig politiets opfattelse, at vejens meget lige forløb, indretning og form godtgør, at hastigheden godt kan sættes op.

Men det er formand for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget, Simon Nicolajsen Jørgensen (A), ikke enig i og han stiller sig uforstående overfor politiets ønske om at hæve hastigheden på vejstrækningen.

– Jeg undrer mig meget over, at politiet ønsker at hæve hastigheden på en vejstrækning, der er placeret tæt op af et boligområde. En øget hastighed vil, alt andet lige, medføre øget støjpåvirkning på de ejendomme, der ligger ud mod vejen. Der er en række ejendomme på sydsiden af vejen, der har direkte udkørsel til vejen, herunder to autocamper-pladser. Den øgede hastighed øger i min optik risikoen for uheld på strækningen, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.

Men umiddelbart kan hverken han eller resten af den kommunale ledelse gøre ret meget i sagen. Det er nemlig op til politiet at fastsætte hastighedsgrænser på det kommunale vejnet. Billund kommune vil dog fortsat prøve at snakke med politiet om at fastholde den eksisterende hastighedsgrænse på 60 km/t.