Nu kan vi borgere selv tjekke om en efterladt bil i nærområdet eller om den brugte bil vi er ved at købe eventuelt skulle være stjålet. Det kan ske via politiets app, som netop er blevet opdateret med den nye feature.
– Vi kan klart mærke, at borgerne er glade for nemt at kunne give deres viden videre til os og følge med i vores arbejde. Derfor fortsætter vi med at udvikle app’en, siger politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
I forvejen kan man via appen tjekke om en efterladt cykel er kendt i politiets register. Men nu kommer altså også muligheden for at søge på både en bils nummerplade og stelnummer.
– I dag kan borgerne selv foretage ejer- og brugerskifte af en bil på nettet. Med app’en får de fremover nem mulighed for selv at sikre sig, at de ikke er ved at købe en stjålen bil, siger Jørn Kjer.
Mere end 170.000 har indtil nu hentet Politi-app’en, der også gør det muligt at finde nærmeste politistation, se lokale nyheder og sende et tip til politiet.
– Der er allerede i dag mange, der giver os tip om fundne genstande eller mistænkelige forhold. Når vi udvider app’en kan man også kontrollere, om en bil, der måske holder mærkeligt i ens lokalområde, er stjålet, og på den måde hjælpe politiet, siger Jørn Kjer.