Prisregn over lokale talenter og ildsjæle

Billund kommune afholdt i aftes den årlige Sports- og Kulturgalla, hvor der blev sat pris på de mange dygtige lokale folk, der er rundt om i kommunen både indenfor sport og kultur. Udover de mange hæderbevisninger til sportsfolk der har markeret sig i løbet af 2018 og sat Billund kommune på landkortet, blev der også uddelt priser af forskellig art.

Årets hold blev den seks mand store styregruppe for Filskov mountainbikespor, efter de har etableret et spor langs Den Skæve Bane, der går gennem Filskov by. Noget der har været fire år undervejs fra tanke til færdigt spor.

Årets individuelle præstation tilfaldt Christoffer Frost-Jensen Johansen fra Sdr. Omme IF Atletik og Motion.
Han får prisen for i 2018 at have sat en tyk streg under sit store talent ved blandt andet at vinde 3 DM-guldmedaljer og en enkelt sølv.

Årets Leder/Træner blev GGIF Grand Prix-instruktør Silke Lundø Kristensen, der i flere år har knoklet indenfor grandprix-gymnastikken i Grindsted – senest som instruktør for flere af foreningens grand prix-hold.

Årets Spire blev Cindy Kimberley Victoria Uzor fra De Grønne Pigespejdere i Grindsted for sin handlekraft og gåpåmod til at komme frem i livet og fordi hun styrker spejderarbejdet og idrætslivet i Billund kommune.

Årets Talent blev Anne Esther Hansen fra Billund Kulturskole. Blot 14 år gammel har Anne Esther Hansen allerede været med i flere tegnekonkurrencer og blandt andet vundet KREA-kampen på DR Ultra og 2 gange vundet DM i frihåndstegning på tid.

Årets Ærespris gik til bestyrelsen for Naturrum Sdr. Omme, som med stor fokus og engagement, samt masser af frivillig tid, har realiseret det spektakulære byggeri til en værdi af 8 millioner kr.