Til dagens samråd hvor miljøminister Lea Wermelin var indkaldt – blandt andet på initiativ fra Anni Matthiesen – påtog ministeren sig på vegne af regeringen ansvaret og forpligtelsen til at rydde op efter generationsforureningerne – blandt andet i Grindsted.
Det siger Troels Ravn (S) der sad med ved samrådet.
– I Grindsted er der grundlag for at gå i gang med en oprensning nu, selv om der naturligvis løbende også vil komme nye metoder og ny viden. Jeg har på samrådet argumenteret for, at der fremover etableres en særskilt pulje på finansloven til oprensning efter forureningerne. Det forslag er også fremsat af danske regioner, siger Troels Ravn.
Han påpegede at han helt tilbage i 2005 stillede spørgsmål i Folketinget om Grindsted-forureningen til den daværende borgerlige miljøminister.
– Der er gået mange år siden. Vi skal i gang nu. 8.000 mennesker i Grindsted lever oven på en sump af kemikalier og kræftfremkaldende stoffer. Det kan vi ikke acceptere, siger Troels Ravn.