To af de socialdemokratiske medlemmer af Billund Byråd, Arne Spangfort Christensen og Frede Nørskov, vil ikke stiltiende se til, at borgerne i Almstok og Skjoldbjerg mister deres busforbindelse til Vorbasse og Billund.
Det sker efter det er kommet frem at Sydtrafik i sin nye køreplan gældende fra 13. december lader Vejen-Billund-bussen køre fra Vorbasse til Hejnsvig på sin vej mod Billund og dermed ikke længere over Skjoldbjerg-Almstok.
– Jeg kan godt se at det er godt for Hejnsvig, men det er godt nok en nedtur for Almstok og Skjoldbjerg, siger Frede Nørskov (S).
Det bliver ikke bare et problem for skolebørnene i de to landsbyer at komme i skole i enten Vorbasse eller Billund. Som tidligere ungdomsskoleinspektør i Billund ved Frede Nørskov af erfaring hvor mange unge, der kommer til Ungdomsskolens aktiviteter fra Fitting, Almstok og Skjoldbjerg.
– Den aldersgruppe kommer også i problemer – for ikke at tale om de ældre uden bil, der skal handle i enten Billund eller Vorbasse, siger Frede Nørskov.
Derfor er han og partifællen Arne Spangfort Christensen gået i gang med at undersøge om de kan skaffe politisk flertal for at smide kommunale penge i at fortsætte en rute over Almstok og Skjoldbjerg.
– Der kunne man jo så overveje om den ekstra million til Campus-bussen kunne bruges mere fornuftigt der, slutter Frede Nørskov.