Sådan kommer affaldssorteringen til at se ud

Fra 1. marts 2023 skal alle borgere i Billund Kommune sortere affald i 10 kategorier. For at få plads til det får borgere i huse både en ekstra genbrugsbeholder og en miljøkasse til farligt affald.

Det betyder blandt andet, at man fremover får bedre plads til pap og papir. Man beholder den genbrugsbeholder, man allerede har i dag, men fremover skal der kun skal være pap og papir i. Den genbrugsbeholder kommer til at blive tømt hver sjette uge.

Den nye genbrugsbeholder har samme størrelse og samme farve som den beholder, man allerede har i dag. Beholderen er opdelt, og i det ene rum skal man aflevere mad- og drikkekartoner og plast, mens man i det andet rum skal aflevere metal og glas. Genbrugsbeholderen kommer til at blive tømt hver tredje uge.

– Vi har valgt den her løsning, fordi den giver den bedste balance mellem pris og plads. Man får plads til sit affald uden at have store beholdere stående, siger formand for Teknik, Plan og Kulturudvalget i Billund Kommune, Simon Nicolajsen Jørgensen.

Man får også en rød miljøkasse. I den skal man aflevere farligt affald som for eksempel batterier, elpærer og varer mærket med farligt affald. Man skal bestille det, når man vil have den tømt. Når man ikke skal have den tømt, kan den stå indenfor. Man kan stadig aflevere farligt affald og elektronik på genbrugspladsen, hvis man har meget.

Man skal fortsat aflevere mad- og restaffald i de skraldespande, man gør i dag.

Billund Kommune har kørt en række forsøg med borgere for at se, hvor meget affald borgerne har af de forskellige kategorier. Det har haft betydning for, hvor store beholderne bliver, og hvor ofte de bliver tømt.

Siden april i år har man som borger i Billund Kommune kunne få hentet tekstilaffald ved hjemmet. Det betyder, at borgerne kun mangler kategorierne farligt affald og mad- og drikkekartoner for at være oppe på de 10 kategorier. Kommunen regner med, at borgerne får den nye genbrugsbeholder og miljøkasse i starten af 2023, så de står klar inden 1. marts 2023. Billund Kommune melder løbende ud om den nye ordning.

– Formålet med at sortere affald i flere kategorier er, at vi skal genanvende endnu flere af vores ressourcer til gavn for klima og miljø. Konkret betyder det, at vi skal smide mindre til restaffald og rest efter sortering, og i stedet sortere mere, så vi for eksempel kan genanvende mælkekartoner, tekstilaffald, pap og lignende, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.

Hvis man er i tvivl om, hvordan man skal sortere, kan man få digital hjælp på billund.nemsortering.dk. Som noget nyt kan man også se, hvordan man skal sortere på genbrugspladsen.

Fakta
Den nye genbrugsbeholder til mad- og drikkekartoner, plast, metal og glas er 107 cm høj, 58 cm bred og 73 cm dyb ligesom den genbrugsbeholder, du har i dag.
Den røde miljøkasse til farligt affald er 29 cm høj, 37 cm bred og 28 cm dyb.
I dag har huse som udgangspunkt en genbrugsbeholder, hvor halvdelen er til blød plast, pap og papir, mens den anden halvdel er til glas, metal og hård plast. Den bliver tømt hver fjerde uge. Man kan få en kalender over, hvornår skraldemanden tømmer på billund.dk/skraldemanden-kommer.