Superligasæsonen er slut for Grindsted Speedway Klub. Det står klart efter gårsdagens semifinale, hvor Grindsted med 31 point opnåede en tredjeplads. Eftersom det kun er nummer et og to, der drøner videre til årets Superfinale, er det altså slut for GSKs vedkommende, og dermed slutter de lokale speedway-helte blandt de øverste fem klubber i landet.
– Resultaterne har ikke helt været, som vi havde ønsket, men vi har fået sluttet godt af og i aftes beviste vi, at når vi fungerer som et hold kan vi godt køre lige op med de ”store”, fortæller holdleder-duoen, Morten Peterson og Stig Schrøder på klubbens facebook-side.
Med en tredjeplads i aftes og altså således kun lige udenfor finalepladserne, var skuffelsen naturligvis stor i aftes:
– Vi var selvfølgeligt lidt skuffede lige da matchen var forbi, men en 5. plads i ligaen, med det modgang der har været – dét kan vi kun være tilfredse med. Målsætningen for 2017 er at komme i finalen og køre med om medaljerne, fortæller de to ligaansvarlige.