Billunds U15 piger i mesterrækken fortsatte sejrsstimen, da holdet i går i kvartfinalen om jysk mesterskab slog Skovbakken med 3-1. Dermed er holdet videre til semifinalen, der spilles allerede i morgen aften hjemme på Billund Stadion.
Gårsdagens kamp blev skudt godt i gang af Sille Jensen allerede efter 6 minutter, da hun passerede Skovbakkens keeper med scoringen til 1-0. Allerede 6 minutter senere slog Luna Eriksen til og sørgede for Billund-føring på 2-0 – der også var stillingen ved halvlegen. Kort inde i 2. halvleg omsatte Louise Lindbjerg Jensen et straffespark til en 3-0-føring, inden Skovbakken fik pyntet på resultatet med målet til 3-1 tyve minutter før tid.
Men Billunds mesterrækkepiger – der stort set er identisk med holdet, der nåede frem til landskvartfinalen i Ekstra Bladets Skolefodbold-turnering – holdt stand og sikrede sig således billet til semifinalen torsdag aften.
Her hedder modstanderen Haderslev og kampen, der spilles ved Billund Idrætscenter, fløjtes i gang kl. 19. Så må Skt. Hans bål og grillpølser vente lidt for pigerne og deres familiers vedkommende.