Skole OL inspirerer til fremtidens idrætsundervisning

Når Skole OL-finalen kommer til Billund Kommune, giver det ikke kun mulighed for at skabe en festlig finale for flere tusinde børn i Børnenes Hovedstad.

Det giver også mulighed for at udvikle idrætsundervisningen og skabe større bevægelsesglæde på kommunens skoler – og idrætslærerne er begejstrede for muligheden for at blive klogere.

– Det er vigtigt for os i Billund Kommune, at Skole OL ikke kun er en finalefest i juni, men at det også er med til at udvikle idrætsundervisningen i hele kommunen til glæde for vores folkeskoleelever både nu og i fremtiden, siger formand for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget, Simon Nicolajsen Jørgensen.

Nogle af dem, der har deltaget på flere temadage, er idrætslærerne Lars Jespersen fra Billund Skolen og Louise Langvad Nicolajsen fra Sdr. Omme Skole. De er begge glade for at have været med på temadagene og har taget god inspiration med hjem til den daglige idrætsundervisning.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været på kursus i idræt, så det er rart med nogle friske øjne og nye idéer til, hvordan man kan gribe idrætsundervisningen an. Det har været meget udbytterigt at være afsted,” siger Lars Jespersen, der er idrætslærer på Billund Skolen.

Han fremhæver samtidig, at der til sidste temadag var et forløb om løb/spring/kast, som er et af de emner, eleverne kan trække til eksamen i 9. klasse. Her fik han konkret inspiration, som knyttede sig til noget, de var i gang med i undervisningen.

Louise Langvad Nicolajsen, der er idrætslærer på Sdr. Omme Skole, har været med på alle temadagene indtil videre og er glad for, at de både klæder hende på til at undervise i Skole OL-disciplinerne og samtidig også giver hende god inspiration til den daglige undervisning og mulighed for at sparre med kollegaer fra kommunens andre skoler.
– Temadagene giver god grobund for, hvordan man underviser i Skole OL-disciplinerne, men man kan også sagtens få en masse ud af det, selvom man ikke har en klasse, der skal op i en disciplin. Man får en masse brugbart med hjem, som man kan bruge i praksis i den daglige undervisning – det er totalt inspirerende, siger Louise Langvad Nicolajsen.

Udviklingen af idrætsundervisningen er delt i tre. Den ene del er, som nævnt, to temadage om året med fokus på Skole OLs værdier: fairplay, færdigheder og fællesskab, hvor idrætslærere og pædagoger kan få inspiration til den daglige idrætsundervisning, og hvordan undervisningen og Skole OL kan supplere hinanden. Der kommer to temadage mere til næste skoleår.

Den anden del er workshops på de enkelte skoler med fokus på at skabe større bevægelsesglæde blandt eleverne og give inspiration til lærerne til de obligatoriske 45 minutters bevægelse.
Den tredje del er et forløb om bæredygtig idrætsundervisning, hvor der er fokus på i højere grad at have en rød tråd i idrætsundervisningen i løbet af folkeskoletiden, så eleverne er bedre klædt på til at gå til prøve i faget i 9. klasse.

Både temadage, workshops og forløb om rød tråd i idrætsundervisningen afvikles i et samarbejde mellem Billund Kommune, UC Syd, Skole OL og relevante idrætsforbund.