Den sureste uge levede i den grad op til sit navn torsdag morgen, da det var tid til at hylde skolepatruljerne i blandt andet Hejnsvig. En råkold og ret blæsende morgen var det, men alligevel trak de to 6. klasses elever Signe Kjær Jensen og Liva Bjerregaard Ek i den selvlysende vest for at gå den korte vej ned til Bredgade.
Her står skolepatruljen alle hverdagsmorgener for at hjælpe skolebørn sikkert over vejen – uanset vejr og vind. Og netop dét er baggrunden for at Rådet for Sikker Trafik for en række år siden opfandt kampagnen “Den Sureste Uge”, hvor skolepatruljer landet over hyldes i den mørke årstid.
Med på dagens vagt var borgmester i Billund kommune Stephanie Storbank, der benyttede lejligheden til at takke de i alt 15 skolepatruljer i Hejnsvig for deres arbejde:
– Vi hylder skolepatruljen i denne uge, fordi de står tidligere op for at nå hen og sende deres skolekammerater sikkert over vejen. Det er megasejt og jeg ved at den her vej hvor de står hver morgen er en meget trafikeret vej med en del tung trafik, så det er et enormt vigtigt arbejde, de gør hver dag, lød det fra borgmesteren.
Netop Hejnsvig Skoles skolepatrulje blev kåret som årets skolepatrulje i 2021 i Region Syddanmark i den landsdækkende konkurrence, som Rådet for Sikker Trafik holder hvert år.