Der var bamser i lange baner da der i denne uge blev afviklet sommerbilledskole i både Grindsted og Billund.
I billedkunstlokalet på BillundSkolen lå et væld af bamser og ventede på eleverne, der også havde yndlingsbamsen hjemmefra med i tasken. Bamsen hjemmefra blev afbildet på tegninger og malerier, mens bamserne på skolen, der kom fra genbrugsbutikkerne, fik en noget mere hård skæbne.
En stor del af dem blev sprættet fra hinanden, og delene blev sorteret i hoveder, kroppe, ben, arme, haler og tilbehør. Så gjaldt det for børnene om at sy dem sammen på en ny måde. Måske fik bamsen to hoveder, eller arme som ben, eller størrelserne blev helt anderledes. Det gav mange nye skabninger, der fik nye navne. Nogle af bamserne blev også smurt ind i maling og brugt til bamsetryk.
Også i Grindsted var der sommerbilledskole, og her blev der tegnet, malet og lavet tryk i lange baner. Midt i sommervarmen var der en munter og hyggelig stemning og glæde ved at skabe flotte ting.
– Det er dejligt, at så mange børn hvert år kommer og er med i det fællesskab, der er i Billedskolen. Glæden ved at skabe er stor, og det er energigivende for os, der underviser, når børnene tager fra Billedskolen med smil i øjnene, fortæller teamleder for kreative fag i Billund Kulturskole, Eva Lillegaard Hansen.
Alle børnenes værker kan hele sommeren ses i Billund Centret, hvor det hele er udstillet frem til 17. august. Men Billedskolen har også små udstillinger både på Teddy Bear Art Museum og i Blå Kors Genbrugsbutik i Billund. Blå Kors Genbrugsbutik havde samlet rigtig mange bamser sammen til glæde for sommerbilledskolen – så mange, at børnene drog hjem med bamsedele, for at sy videre på nye, sjove bamseskabninger derhjemme.