To mænd på 18 og 20 år er ved retten i Kolding blevet varetægtsfængslet frem til 15. juni – sigtet for de to røverier mod købmanden i Stenderup-Krogager i september og i februar. De to mænd, der kommer fra Esbjerg, har begge erkendt røverierne, og dermed er der ingen tvivl om at politiet har fat i de rette gerningsmænd.
– Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så derfor har vi ikke yderligere oplysninger, siger politiets kommunikationschef, Ulla Kaspersen.
Udbyttet ved de to røverier var nogle få pakker cigaretter.