Region Syddanmark er i fuld gang med at oprette vaccinationscentre, hvor syddanskerne over de kommende mange måneder kan blive vaccineret mod corona. I første omgang er regionen klar med lokationer for syv af dem.
Borgere fra Billund kommune får nærmeste vaccinationsmulighed i Esbjerg, Kolding eller Vejle. I Esbjerg bliver vaccinationscentret på Randersvej, hvor der i dag er testcenter, men i Vejle og Kolding er de endelige adresser endnu ikke på plads.
– Vi arbejder mod uret for at få alle tingene på plads, så vi kan begynde at vaccinere syddanskerne, når vaccinerne bliver godkendt og ankommer i regionen. I de første dage vil vi vaccinere ude på plejehjemmene og medarbejderne på sygehusene, men allerede i begyndelsen af januar er vi klar til at begynde at vaccinere på vaccinationscentrene, og i takt med, at vi får flere vacciner, siger Koncerndirektion i Region Syddanmark, Kurt Espersen.
I første omgang er det altså de mest udsatte, der skal tilbydes vaccinen. Derfor tilbydes den først til borgere på plejehjem, personale på plejehjem og udvalgte medarbejdere i sundhedsvæsenet samt ældre- og socialområdet, som er mest udsat for smitte med coronavirus.
Når der kommer flere vacciner til landet vil tilbuddet blive sendt ud til borgere over 85 år, der bor i deres eget hjem, udvalgte ældre over 65 år, der modtager hjemmepleje og borgere under 65, der har en øget risiko for at blive alvorlig syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.
Nogle af disse borgere skal vaccineres i vaccinationscentrene.