Det var langt fra den sæsonstart GSK Liga havde håbet på, da man onsdag aften hjemme tog imod Sønderjyllands Elite Speedway.
Allerede i første heat blev GSKs Esben Hjerrild sendt i slaggeren og slog sig i en grad, så han måtte trække sig i resten af løbene. Og da hans afløser Patrick Hansen i forvejen var sat til at skulle køre i samme løb som Hjerrild, var gode råd dyre hos hjemmeholdets holdlederteam.
Derfor måtte GSK i flere løb nøjes med at stille med én kører, og da flere af hjemmeholdets kørere ikke præsterede som vanligt i de øvrige heat, endte det altså med en gedigen røvfuld til GSK Liga på 36-48.
Næste opgave for GSK Liga er næste onsdag ude mod Slangerup.