Travbanen lukker til nytår

Billund Trav lukker pr. 1. januar 2016. Det besluttede Hestesportens Finansieringsfond (HFF), som er Kulturministeriets forlængede arm, definitivt på et møde idag.

Alle baner var i dag indkaldt til møde, og selvfølgelig også Billund Trav. Det skulle her besluttes, hvordan sportens økonomiske midler skulle fordeles mellem banerne for 2016.

Billund Trav havde i oktober fået at vide, at det nok gik denne vej.

– Men med udsigt til en snarlig afklaring på, om sporten får spillet tilbage, må vi nok sige, at vi blev noget overraskede over HFFs meget klare melding i dag, siger bestyrelsesformand for Billund Trav A/S Per Hansen.

Ifølge ham var håbet at Billund Trav kunne få en tilkendegivelse om, at der også i fremtiden kunne komme driftstilskud og præmiepenge i denne retning, så kunne travbanen måske selv løse noget af den kortsigtede økonomiske udfordring.

– Vi må derfor konstatere, at Billund Trav kører sine sidste travløb den 30. december 2015, med mindre et mirakel skulle opstå. Og det er da stadig tilladt at ønske her op til jul, lyder det håbefuldt fra Per Hansen.