Travbyen i Billund kommer allerede i 2023 til at summe af liv. Billund Kommune og KIRKBI har indgået et samarbejde, der skaber rum for aktiviteter, arrangementer, hæng-ud-steder og leg i Travbyen frem til oktober 2023.
Det tidligere ‘Cafe Staldsvinget’ er ombygget til et midlertidigt fælleshus, som kan bruges af alle – både spontant og mere planlagt. “PlayZone” er et område ved maskinhallen. Her er der plads til at være aktiv på skaterrampen, spille basket, hænge ud og have det sjovt.
Det er Billund Kommune, som driver disse midlertidige aktiviteter, mens KIRKBI stiller området til rådighed. Tilgangen er eksperimenterende og legende, for ønsket er at få indsigter og erfaringer, der kan bruges senere hen og i andre sammenhænge.
– Det her er win-win for alle. For borgerne, for vi og for KIRKBI. Borgerne får nyt fælleshus og PlayZone. Vi og KIRKBI får mulighed for at blive klogere på, hvad borgerne ønsker af nye aktiviteter i Travbyen. Og de unge får et nyt værested i Billund, som der har været stor efterspørgsel på, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Staldsvinget er et midlertidigt fælleshus, der kan bruges som hæng-ud sted for unge, som eventrum, konferencerum eller ‘co-working space’. Det kan også bruges til kreative udfoldelser. Huset er opvarmet og indrettet med højborde langs vinduerne ud mod Travbyen og borde-bænke sæt ude og inde.
Staldsvinget er gratis at bruge, og man får adgang på samme måde om eksempelvis til døgnåbne butikker: Man sender en kode til et telefonnummer, hvorefter døren låses op. Der er skiltet med informationer på stedet.
Har man brug for at booke stedet og dermed have fortrinsret, kan det bookes via Billund Kommunes bookingsystem ”Fritidsliv” på billund.dk.
PlayZone er altid åben og inviterer i sin indretning til fri leg, aktivitet og sjov samt til at hænge ud. Maskinhallens gavle er åbnet op, og aktivitetsmulighederne i og omkring PlayZone er derved gjort mere synlige og tilgængelige.
Under maskinhallens tag er der borde og bænke, og langs den ene væg er der containere med udstyr og indhold til forskellige workshops, som UngBillund og skaterforeningen har på stedet.
Her er Staldsvinget indenfor. Man kommer ind i huset ved at sende en kode til et telefonnummer, hvorefter døren låses op. Der er skiltet med informationer på stedet.