TrekantBrand fortsætter uden Vejle

Selvom Vejle kommune har besluttet at udtræde af det fælleskommunale brandvæsen TrekantBrand om et års tid, så er borgmestrene i de resterende fem kommuner i samarbejdet enige om at køre TrekantBrand videre.

Således er Kolding, Fredericia, Middelfart, Vejen og Billund kommuner allerede begyndt at forberede beredskabet til den nye struktur.

– Vi kommer til at savne Vejle i samarbejdet fremover, for TrekantBrand har på kun få år etableret sig som et godt og effektivt brandvæsen, og vi står stærkest i fællesskab. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi skal fortsætte samarbejdet i de resterende fem kommuner i TrekantBrand, som vi føler løfter en vigtig opgave til vores og borgernes store tilfredshed, siger Billund-borgmester Ib Kristensen, der er formand for Beredskabskommissionen i TrekantBrand.

Står det til de fem borgmestre, skal samarbejdet fortsætte med færrest mulige ændringer.

– Det betyder, at vi i ejerkredsen gerne vil beholde den nuværende ledelse, og på nuværende tidspunkt har vi allerede fået tilsagn fra beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen om, at han er interesseret i at blive, så vi kan høste gevinsterne af de mange erfaringer, der er gjort indtil nu, siger Ib Kristensen.

Fakta

Trekantområdets Brandvæsen – også kendt som TrekantBrand – er et fælleskommunalt selskab på tværs af de seks kommuner Kolding, Fredericia, Middelfart, Vejen, Billund og Vejle. Beredskabet betjener i dag en befolkning på næsten 360.000 indbyggere. Brandvæsnet råder over 20 stationer og cirka 500 medarbejdere.