”Kunne ministeren som ny minister for miljøområdet forestille sig at sætte sig for bordenden for en diskussion om, hvordan vi kan gribe ind over for den voldsomme forurening fra det tidligere Grindstedværk, hvorfra det viser sig, at der hvert år siver 100 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid ud i Grindsted Å?”
Sådan lyder spørgsmålet, som Troels Ravn MF (S) d. 18/5 stillede til skriftlig besvarelse, og som Jakob Ellemann-Jensen d. 28/5 har svaret på.
I sit svar udtrykker ministeren bekymring over, at fortidens industriproduktion har miljømæssige konsekvenser i dag. Jordforurening er et område, som regeringen har stort fokus på, idet regeringen ønsker et rent miljø uden sundhedsfare. Ministeren redegør også for, at der hvert år bruges knap en halv milliard kroner på at sikre, at jordforureningen ikke skader vores miljø eller sundhed, samt at det er regionerne, der har opgaven med at fjerne risikoen for forureningen. Jakob Ellemann-Jensen afslutter sit svar med, at staten og regionerne i 2019 skal forhandle om den økonomiske bevilling til området, at ministeren i den forbindelse vil danne sig et samlet overblik over den resterende opgave, som forureningen i Grindsted, sammen med en række andre store forureninger i Danmark, indgår i.
– Jeg mener, det er vigtigt at fastholde miljøministeren i et fokus på jordforureningen i Grindsted. Jakob Ellemann-Jensen har udtalt, at han først og fremmest er minister for ”miljøet” og dernæst for ”fødevarer”, og det får han så lejlighed for at bevise i sagen med jordforureningen i Grindsted, fortæller Troels Ravn
– Det er rigtig positivt, at ministeren i modsætning til sin forgænger Esben Lunde Larsen, har indvilget i at besøge Grindsted og på nærmeste hold se og høre om jordforureningen, og jeg vil som opfølgning på mit skriftlige spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen følge op med mundtlige spørgsmål, som ministeren skal svare på i Folketingssalen, fortæller Troels Ravn
– Jeg ønsker helt konkret, at partierne på Christiansborg i forbindelse med næste års forhandling skal finde flere penge end de nuværende 420 mio. kr. som regionerne årligt får til opgaven med at rense op efter fortidens miljøsynder. Pengene rækker slet ikke, hvilket Region Syddanmark også har påpeget. Dernæst er det nødvendigt at gøre det helt tydeligt, at miljømisteren i forbindelse med forhandlingerne tager initiativ til sammen med regionerne at prioritere opgaven med at få renset op. Jordforureningen i Grindsted er en af de største i Danmark, og oprensningen her bør prioriteres, uddyber Troels Ravn
– Endelig ønsker jeg også, at ministeren tager stilling til det kæmpe store etiske problem der er i, at der er en stor jordforurening lige midt i en større dansk by. Vi kan ikke acceptere, at der kan være en sundhedsrisiko forbundet med jordforureningen for mennesker og dyr, og vi kan ikke acceptere, at en jordforurening, der er skabt for mange år siden fortsat skal have så store konsekvenser for vores miljø, fortsætter Troels Ravn
– Nogle kan mene, at der er lang tid til at de nævnte forhandler i 2019 skal foregå mellem stat og regioner. Men det gælder netop nu om også at fastholde også miljøministerens fokus og ansvar for jordforureningen i Grindsted.
– Det er fantastisk positivt, at der er nu er dannet borgergrupper i byen og mennesker engagerer sig – stor ros til initiativtagerne. Jeg mener, det er godt, at der er afholdt informationsmøder og Billund Kommune og Region Syddanmark har udarbejdet hjemmesider og postomdelt et Magasin om jordforureningen. At der er gennemsigtighed, at borgerne får viden om jordforureningens konsekvenser og bliver informeret om de tiltag, der tages i forhold til oprensning, har været meget vigtigt for mig og for de socialdemokratiske byrådsmedlemmer, slutter Troels Ravn