Billund kommune er nu nået frem til de midlertidige trafikløsninger, der skal erstatte tunnellen under Grindstedvej i Billund. En byrådsbeslutning har afgjort at tunnellen fra Lindevej til Gammelbro skal lukke i begyndelsen af august for at give plads til et nyt byggeri på Butikstorvet.
Men lukningen, der betyder at kommunen skal finde en anden måde som de bløde trafikanter sikkert kan krydse Grindstedvej på, og indtil der foreligger en permanent løsning, er der planlagt en række midlertidige trafiksikkerhedsløsninger.
Det betyder at når der ringes ind til skolestart den 13. august vil der være etableret bump på Grindstedvej ved ABC-rundkørslen og på indkørsler til Kastanjerundkørslen. Derudover etableres der bump på Kløvervej ved Østerbo samt ved Vejlevej ved SuperBrugsen
Derudover vil der blive indført hastighedsbegrænsning til 40 km/t omkring Den Internationale Skole.
– Der er tale om midlertidige tiltag. De endelige trafiksikkerhedsløsninger skal undersøges, og i den sammenhæng holdes der borgermøde efter sommerferien for at få input til de bedst mulige løsninger inden der træffes beslutning, lyder det i en melding fra Billund kommune